Hvis du sidder med en lyst til at du selv – eller måske dit barn – skal være FDFer, så sidder du måske også med en masse spørgsmål. Og så får du her en række svar på nogen spørgsmål. Og hvis vi er heldige, så har vi svaret på nogen af de spørgsmål, DU sidder med.
Ellers kan du bare ringe eller skrive til os, ikke?
Hvordan bliver man FDFer?
Man møder op – så simpelt er det! I hvert fald i første omgang.
Hvornår kan jeg starte?
De yngste børn hedder Puslinge i FDF og man kan starte som Pusling, når man er fyldt 5 år. Hvis man ikke helt er klar til at tage afsted alene, kan mor eller far måske komme med de første par gange.
Du kan se hvornår de mødes i boksen Mødetider til højre for den her artikel.
Hvad koster det?
Det er simpelthen ufatteligt billigt! I FDF Vadum koster det i 2012 kun 425,- for et helt år – dog koster det 500,- for et år, hvis man går 5. klasse og derover.
Hvad med de voksne?
Man kan selvfølgelig også blive FDFer som voksen, men så er det på en lidt anden måde. Den ældste gruppe er Seniorerne, men de er altså ikke pensionister – faktisk kan man kun være Senior indtil udgangen af den sæson, hvor man fylder 18. Herefter må man over og tage et ansvar som først lederassistent og senere leder. Herefter er der ingen aldersbegrænsning opad.
De voksne i FDF er alle frivilllige og modtager ikke betaling for at være med. De holder bare af at give børnene gode oplevelser og nyder fælllesskabet med børnene og hinanden.
Men vi har også brug for masser af hænder, så hvis du har lyst til bare at hjælpe til ind i mellem, så sig endelig til. Hvis dit barn er FDFer, så snak med dit barns leder – eller kontakt vores kredsleder Vivi Ellegaard Larsen.
Alle voksne, der har med børnene at gøre, skal udfylde en såkaldt børneattest.